Tag Archives: Eksperiment

Sanke-, sanse- og suppetur – et hypotetisk eksperiment.

Standard

I løbet af foråret dukkede der en idé op. En idé til et lille eksperiment. Det er inspireret af nogle af de emner, vi har beskæftiget os med i den seneste tid. Blandet andet stilhed (i fællesskab), pluk-selv-mad og metamorfoser. Tilsat en knivspids humor.

Grundet begrænsede ressourcer (her tænker jeg især på ”tid”) er idéen indtil videre blot omsat til følgende drejebog. Det er muligt at det bliver udført engang i fremtiden, men det står naturligvis jer alle frit for at prøve forsøget af. Og så vil vi gerne høre om det.

Eksperimentet er lagt an til at kunne udføres i april, maj eller juni.

Sankekurv med brændenælder

Sanketur med sankekurv

For at udføre dette eksperiment kræver det:

Først og fremmest den rette lokation. Et godt sted i skoven, som alle deltagerne kan finde. Hvor der er adgang til et bålsted, samt godt med brændenælder.

Derudover:

1 forsøgsleder (evt. + 1 assistent)

4-10 deltagere

10 par arbejdshandsker

9 bjørnehuer (eller lignende bjørneudklædning)

1 Guldlok-paryk

1 klokke, gong eller lignende med gennemtrængende, men behagelig lyd

Kamera til dokumentation

Desuden:

Kurve og/eller plasticposer til sankning

Bålgryde & grydeske

Skåle og skeer

Kniv

Bræt

Brænde

Og endelig:

2-3 store finthakkede løg *

Hvidløg eller ramsløg *

6-8 kartofler i tynde skiver *

Lidt smør eller olie

3 liter vand

Ekstra vand til rengøring

Bouillon til 3 liter vand.

* Kan med fordel være forberedt hjemmefra.

Forberedelser:

Deltagerne inviteres i god tid inden arrangementet. Det grundlæggende koncept forklares på forhånd (at det er et eksperiment, hvor deltagerne skal sanke brændenælder, for derefter at lave en suppe), men uddybes først ved ankomsten. Deltagerne inviteres til selv at finde frem til forsøgsstedet.

Før selve eksperimentet stiller forsøgslederen an ved lokationen: Der sættes op til bål – det kan evt. tændes med det samme, hvis vejret kræver det. Desuden fordeles kostumer, arbejdshandsker samt kurve/poser ud i et antal bunker tilsvarende deltagerantallet. Hvis der ikke er 10 deltagere, er det vigtigt, at det er bjørnekostumer, der tages ud af spil, således at der fortsat vil være en Guldlok.

Ankomst og introduktion:

Når deltagerne ankommer, samler forsøgslederen dem lidt væk fra de forberedte bunker. Her bydes der velkommen, man tager en navnerunde og invitationsteksten uddybes, således at følgende står klart:
Dette er et minieksperiment med fokus på deltagernes oplevelser. Det foregår i stilhed og varer ca. 2 timer. Deltagerne skal på alle tidspunkter af eksperimentet kunne se de andre deltagere (toiletpauser eller lignende, naturligvis undtaget). Eksperimentet starter, når gongen lyder tre gange, og slutter ligeledes med tre gange gong. Gongen bruges desuden til at samle deltagerne (ét gong). Under eksperimentet skal deltagerne bære en udleveret beklædningsgenstand. Og endelig, at den fælles opgave er at samle unge skud eller topskud og blade fra brændenælde. Giv gerne en anvisning på nogenlunde hvor de kan findes.

Herefter får deltagerne fem minutter til at gøre sig klar, få tisset af, og lignende. Så samles alle i en cirkel, hvor de opfordres til at lukke øjnene, fokusere på deres vejrtrækning og lægge (hver-)dagens opgaver og tanker til side, så de kan fokusere på nuet. De mindes om, at de næste to timer foregår i stilhed og i fællesskab. Og så får de at vide, at når eksperimentet starter, skal de åbne øjnene, iklæde sig den udleverede beklædning og så ellers på brændenældejagt.

Med lukkede øjne ledes deltagerne hen til tøjbunkerne, så de står ved hver deres.

3x Gong.

Sæt i gang:

Den følgende times tid (plus/minus) er deltagerne overladt til sig selv. Gerne med løbende observation (og dokumentationsbilleder) på behørig afstand.

Når der er fyldt godt op med brændenælder samles deltagerne med et enkelt gong, og føres hen til bålstedet. Her skylles 1½ liter (ca. 500g) af de sankede urter, stængler osv. sorteres fra, og det hele hakkes. Herefter koges suppen ca. 10 minutter.

Endelig spises der i stilhed, og når alle er færdige samles de i en cirkel (gerne rundt om bålet), hvorefter eksperimentet afsluttes med 3xGong.

Som afslutning/evaluering tages der en runde, hvor alle har mulighed for at dele deres oplevelser, overvejelser, fascinationer og forundringer.

Hvis de er interesseret i det, kan deltagerne få overskydende brændenælder med hjem.

Overvejelser:
Eksperimentet er blandt andet inspireret af Other Spaces. Ikke mindst deres princip om ”exercise as a mode of performance” – det er altså både en øvelse/eksperiment og en performance i ét. Samtidig er det en humoristisk vinkel på deres princip om ”metamorphosis as the leitmotif of exercises”.

Grundlæggende er der tale om afprøvelsen af et koncept, som gerne må tages seriøst, men ikke skal tages for alvorligt. Det er en fælles leg, som forsøgsleder og deltagerne sammen prøver af. Efterfølgende kan det evalueres, ændres og prøves af igen.

Metodeovervejelser/variationsmuligheder:

– Der er naturligvis mulighed for at sanke andet end brændenælder, men det er umiddelbart vigtigt, at det er let genkendelige urter eller bær. Det ville også gøre det muligt at lægge eksperimentet på en anden årstid.
– Man kan eventuelt stoppe forsøget når suppen er sat over. Men der er også noget godt i at spise i stilhed.
– Forsøgslederen kan være klædt ud, f.eks. som safarileder, jæger, videnskabsmand eller bedstemor.
– Forsøgslederen kan enten være helt stille under forsøget, eller eventuelt tale lidt f.eks. under madlavningen?

Og der er sikkert masser af flere overvejelser; dem kan vi  jo diskutere her, hvis de skulle dukke op. Og så er der ellers bare tilbage at ønske jer god forsøgslyst!

Skrevet af Skov.